1. Udbyttepunkt (σ S)
Når stålet eller prøven strækkes, når spændingen overstiger den elastiske grænse, og stålet eller prøven fortsætter med at gennemgå tydelig plastisk deformation, selvom spændingen ikke stiger længere, kaldes dette fænomen udbytte, og den mindste spændingsværdi, når man giver fænomen, er udbyttepunktet. Hvis Ps er den eksterne kraft ved udbyttepunktet s, og Fo er prøvens brudområde, kaldes udbyttepunktet σ s = Ps / Fo (MPa), MPa MPa lig med N (Newton) /mm2, (MPa = 106Pa, Pa: PASCAL = N / m2)
2. Flydestyrke (σ 0,2)
Udbyttepunktet for nogle metalmaterialer er ikke indlysende, og det er vanskeligt at måle. For at måle materialets udbytteegenskaber defineres derfor den belastning, hvormed den permanente resterende plastiske deformation er lig med en bestemt værdi (normalt 0,2% af den oprindelige længde), som den betingede udbyttestyrke eller σ 0,2 for kort.
3. Trækstyrke (σ B)
Den maksimale belastning nås af et materiale under trækstrækning fra begyndelsen, indtil der opstår en brud. Det viser, hvor meget stål der modstår at gå i stykker. Den tilsvarende trækstyrke og trykstyrke, bøjningsstyrke osv.
Hvis Pb er materialets maksimale trækkraft, før det brydes, og Fo er prøvens tværsnitsareal, σ trækstyrken b = Pb / Fo (MPa).
4. Forlængelse (δ S)
Efter at materialet er brudt, kaldes plastforlængelsen af længden og procentdelen af den oprindelige prøvelængde forlængelse eller forlængelse.
5. Trykstyrkeforhold (σ S / σ B)
Forholdet mellem udbyttepunktet (udbyttestyrken) af stål og trækstyrken kaldes udbyttestyrkeforholdet. Jo større trykstyrkeforholdet er, desto højere er pålideligheden af strukturelle dele, det generelle trykstyrkeforhold i kulstofstål er 0,6-0,65, lavlegeret strukturelt stål er 0,65-0,75 legeret strukturelt stål er 0,84-0,86.
6. Hårdheden
Hårdhed er et materiales evne til at modstå hårde genstande, der presser på overfladen. Det er et af de vigtige præstationsindekser for metalmaterialer. Den generelle hårdhed er højere, og slidstyrken var sprunget over. Almindeligt anvendte hårdhedsindikatorer er Brinell-hårdhed, Rockwell-hårdhed og Vickers-hårdhed.
(1) Brinell hårdhed (HB)
Med en vis belastning (generelt 3000 kg) presses den hærdede stålkugle af en vis størrelse (generelt 10 mm i diameter) ind i materialets overflade og opbevares i en periode. Når belastningen er fjernet, er forholdet mellem belastningen og indrykningsområdet Brinell-hårdhedsværdien (HB), og enheden er kg kraft /mm2 (N/mm2).
(2) Rockwell hårdhed (HR)
Når HB> 450, eller prøven er for lille, kan Brinell-hårdhedstesten ikke anvendes i stedet for Rockwell-hårdhedsmålingen. Det er at bruge en diamantkegle med en topvinkel på 120 ° eller en stålkugle med en diameter på 1,59 eller 3,18 mm til at presse ind i overfladen af det målte materiale under en bestemt belastning, og materialets hårdhed kan beregnes ved hjælp af indrykningens dybde. Hårdheden af testmaterialet, det er opdelt i tre forskellige skalaer:
HRA: Hårdhed opnået med en belastning på 60 kg og en diamantkeglepresse til ekstremt hårde materialer såsom hårde legeringer.
HRB: hårdheden opnås ved hjælp af en belastning på 100 kg og en kugle med en diameter på 1,58 mm hærdet stål, der anvendes til materialer med lav hårdhed (såsom udglødet stål, støbejern osv.).
HRC: hårdhed opnået ved 150 kg belastning og borekeglepresse til meget hårde materialer såsom hærdet stål.
(3) Vickers hårdhed (HV)
Med en belastning på mindre end 120 kg og en spidsvinkel på 136 ° presses den diamantfirkantede kegleindrykning ind i materialets overflade, og overfladearealet af materialeindrykningsgraven divideres med belastningsværdien, som er Vickers hårdhedsværdi (HV).
