1. Varmebehandlingsmetode: Forskellige varmebehandlingsmetoder kan vælges efter forskellige genstande og formål.
Slukket og hærdet stål: hærdning ved høj temperatur efter slukning (500-650 °C)
Fjederstål: hærdet ved medium temperatur efter slukning (420-520 °C)
Karbureret stål: slukket efter karburering og derefter hærdet ved lav temperatur (150-250 ° C)
Efter at stål med lavt kulstofindhold og medium kulstof (legering) er slukket i martensit, med stigningen i hærdningstemperaturen, er den generelle regel, at styrken falder, mens plasticiteten og sejheden øges. På grund af det forskellige kulstofindhold i lav- og medium kulstofstål er effekten af hærdningstemperaturen på dem imidlertid anderledes. For at opnå gode omfattende mekaniske egenskaber kan følgende tilgange derfor tages:
(1) Vælg kulstoffattigt (legeret) stål, slukket og hærdet ved en lav temperatur under 250 °C for at opnå lavemissionsmarensit. For at forbedre overfladeslidstyrken for denne type stål er den eneste måde at øge kulstofindholdet i hvert overfladelag på at udføre overfladekarburering, som generelt kaldes karbureret strukturelt stål.
(2) Brug medium kulstofstål med højt kulstofindhold, og udfør efter slukning hærdning ved høj temperatur (500-650 ° C) (den såkaldte sluknings- og hærdningsbehandling), så den kan opretholde tilstrækkelig styrke i tilfælde af høj plasticitet, generelt kaldet dette. Klassestål er slukket og hærdet stål. Hvis du ønsker at opnå høj styrke, men hellere vil reducere plasticiteten og sejheden, kan lavtemperaturtemperering vedtages til den guldholdige slukning og hærdning med lavt kulstofindhold, og det såkaldte "ultrahøjstyrkestål" opnås.
(3) Stål med et kulstofindhold mellem medium kulstof og højt kulstofindhold (såsom 60, 70 stål) og nogle stål med højt kulstofindhold (såsom 80, 90 stål), hvis det anvendes til at fremstille fjedre, for at sikre en høj elastisk grænse, udbyttegrænse og udmattelsesgrænse, vedtages middeltemperaturhærdning efter slukning.
(4) Decarburisering: henviser til tabet af kulstof på overfladen af jernholdige metalmaterialer (stål). Der vil være decarburisering efter varmebehandling. Let decarburisering er tilladt. Dybden af decarburiseringslaget påvirker overfladehårdheden. Jo dybere det decarburiserede lag er, desto mindre er overfladehårdhedsværdien.
Den specifikke detektion er baseret på GB3098.1.
2. Driftsproces: udglødning (perlitstål)
1. Forvarmningsbehandling: normalisering
Hærdning ved høj temperatur (martensitisk stål)
(1) Formålet med normalisering er at forfine kornene, reducere graden af bånd i strukturen og justere hårdheden for at lette bearbejdningen. Efter normalisering har stålet equiaxed fine korn.
2. Slukning: Opvarm stållegemet til ca. 850 °C til slukning. Slukningsmediet kan vælges i henhold til stålstykkets størrelse og stålets hærdbarhed. Generelt kan vand eller olie eller endda luftslukning vælges. Stål i slukket tilstand har lav plasticitet og høj intern belastning.
3. Hærdning:
For at få stålet til at have høj plasticitet, sejhed og passende styrke hærdes stålet ved en høj temperatur på ca. 400-500 °C. Stålet med større følsomhed over for temperering af skørhed skal afkøles hurtigt efter hærdning for at undertrykke forekomsten af temperamentskørhed.
Hvis delen skal have særlig høj styrke, hærdes den ved ca. 200 ° C for at opnå en medium kulstofhærdet martensitstruktur.
(2) Fjederstål:
1. Slukning: olieslukning ved 830-870 °C.
2. Hærdning: Hærdning udføres ved ca. 420-520 ° C for at opnå en hærdet troostitstruktur.
(3) Karbureret stål:
1. Karburering: en slags kemisk varmebehandling, der refererer til infiltration af C-element i overfladen af ståldele i et aktivt medium indeholdende et bestemt kemisk element ved en bestemt temperatur. Forvarmning (850 °C) Karburering (890 °C) diffusionsproces (840 °C)
2. Slukning: Til karbureret stål af kulstof og lavlegeret legering anvendes generelt direkte slukning eller engangsslukning.
3. Hærdning: Hærdning ved lav temperatur for at eliminere intern stress og forbedre styrken og sejheden af det karburerede lag.
